onsdag den 25. august 2010

Salt Lake City... og park rangers

Så fandt vi en af de evigt eftertragtede steder, der smider frit WiFi efter folk der er villige til at købe en kop kaffe af det pågældende foretagende. Og det betyder naturligvis at I skal have en lille update fra det vilde vesten.

Først og fremmest må jeg lige dvæle ved, at vi vågnede op i en nogenlunde behagelig temperatur her til morgen for første gang i en uges tid. AAHHH!!! Vi godtede os lidt idag og blev i køjen indtil halv ni. Lækkerier. Særligt når man vågner op i langt undertøj bag i en Ford Explorer '93 i bjergene øst for Salt Lake City i knap 3000 m. højde. Det er pænt! Nå, men efter at have rost temperaturen et øjeblik skal det naturligvis også nævnes, at der hører en enkel ting med til de lidt nordligere breddegrader; BEARS! Det er jo unægtelig en dejlig skabning, men den gør altså livet lidt besværligt for glade campister uden en bjørneboks i bilen. Og da vi også ankom lidt sent igår (læs 00:30 Mountain time - ja vi har skiftet tidszone) måtte vi jo finde på noget i en fart, som kunne holde bamsefar ude af exploreren, hvor vi havde tænkt os vi skulle sove. Ikke at det ikke kunne være hyggeligt, men no offence bamsefar, der er ikke rigtig plads. Det resulterede i, at vi her til morgen i den nærmeste lysning kunne finde en uro af madkasser, køletasker, toilettasker, ølkasser og andet der kunne tænkes at udsende interessante aromaer, alt sammen hængt op i træerne. Et yndigt syn, der gav anledning til et lille latterbrøl fra morgenstunden. Man tilsyneladende havde bamsefar misset lokkemaden - eller også synes han det var så ynkeligt at han tænkte: at stjæle mad fra de drenge vil svare til at stjæle rullestolen fra en retarderet multihandicappet med muskelsvind. De har det svært nok. I hvert fald kunne vi med største selvtilfredshed og fremskudt brystkasse pakke maden tilbage i bilen efter at have overlevet endnu en nat i bear country. Vi pakkede bilen, som vi efterhånden er blevet ubehageligt gode til, fik tanket lidt havregryn, og kørte til Salt Lake City. Vi skal lige have et enkelt kig på de der mormoner - eller LDS (Latter Day Saints) som er det mere officielle navn. Det findes i øvrigt også i Danmark har jeg erfaret. Der hedder de Jesus Kristi Kirke - De sidste dages hellige. Uden nogen intention om at fornærme eventuelle læsere må jeg indrømme, at de i hvert fald ikke sætter deres lys under en skæppe, men lad nu det ligge.

Nå, men for nu at overholde den strenge kronologi jeg er kendt for i min historiefortælling, vil jeg gå tilbage til sidst: Vegas. Ja, hvad var der med den, nåh jo, vi gjorde et hæderligt forsøg på at forskyde vores døgnrytme ved at spendere to nætter i spillebyens natteliv. Første aften nåede klokken dog kun lige at runde 00.00 inden en 20 timers dag i 45 graders varme hævnede sig ved at lade øjenlågene hænge så enormt, at man faktisk ikke kunne anvende øjnene til det de er tiltænkt: at se med. Så er der jo ikke meget spas - ikke engang i Vegas. Vi vandrede rundt med kraftigt nedsat syn i en times tid og ville ikke rigtig acceptere de faktuelle omstændigheder, men da vi endelig fandt en seng med vores initialer besvimede vi og sov i 10 timer.

Hurra for airconditioning. 17 grader er fisenralme en mere behageligt temperatur at vågne op i end de 42 grader de kunne tilbyde udenfor vinduet. Vi blev naturligvis i køjen indtil kl 1400, hvorefter vi gik en tur ned til The Strip. Nu ved jeg ikke hvor mange der har været i Vegas, men at gå fra Downtown til The Strip er en betinget god idé. SÆrligt fordi vi så også valgte at gå hele vejen ned ad The Strip til Mandalay Bay - og tilbage igen. Da vi senere fik konsulteret geografens altoverskyggende værktøj (læs: kortet) viste det sig at der var 10 km hver vej. Vi snakkede godt nok også om at det var lidt langt - i hvert fald en gåtur der passede dårligt med 45 graders varme og lidt tømmermænd. Nå, men indimellem røg vi naturligvis også ind på alle de der berømte casinoer "bar li' så'n for at slå en smut ne' i æ bar og få sig en øl å en cigar". Imponerende og samtidig grotesk åndssvage bygningsværker. For at nævne et lille udpluk af det der kan opleves, så finder man bl.a. miniudgaver af Venedig, New York og Paris, en 32 etager høj pyramide med en enorm spinx ude foran, guldbelagte bygninger, løve- og tigerhabitater, saltvandsakvarier med hammerhajer og en miniudgave af Lago de Como med 1000 fontæner i. Alt sammen vulgært oplyst og nedkølet til udholdelige temperaturer i ørkenvarmen. Endnu en manifestation af amerikanernes nationalsport: "Hvem kan brænde flest fossile brændstoffer på kortest mulig tid?" Om jeg skal tilbage? Don't count on it. Nå, men vi fandt da et casino med "1$ days". Hot dogs: 1$, beer: 1$, Black Jack: 1$, Shots: 1$. Se så talte vi jo pludselig samme sprog. Simon blev draget af sorte Jacob, som jeg aldrig fik lejlighed til at møde. Det var nu også ligegyldigt, da der jo var kolde Miller Highlife Genuine Brew til 1$, hvilket derimod tiltalte undertegnede. Så blev klokken jo alligevel 0400 inden vi røg i banjen.

Udtjekning kl 1200 blev ligepludselig en udfordring, da vi ikke helt havde opfattet hvor meget vi havde nået at svine vores værelse til. Det lykkedes med lidt forsinkelse, som dog blev ordnet med at par dollars på natbordet til housekeeping. Vi strøg forbi Las Vegas Outlet Mall syd for byen, hvilket skulle vise sig at være en økonomisk dumdristighed. Uden planer om at købe noget som helst kom undertegnede ud derindefra med to par jeans og et par nye vandrestøvler. Hmm, hvor fa'en blev den der rygrad af? Nå, men kl 1700 kørte vi fra Vegas (to timer senere end planlagt) og gled efter proviantering i Mesquite ind i Arizona. Umiddelbart var der ikke noget naturligt skel i landskabet, men statsgrænsen var alligevel utrolig tydelig ved det, at Arizona åbenbart har besluttet sig for at være en landbrugsstat til forskel fra Nevada, som åbenbart ernærer sig fint med prostitution og gambling. Eftersom jordens udgangsmateriale er det samme var der på Arizonasiden opstillet nogle irrigeringsapparaturer (vandingsanlæg) som jeg aldrig har set mage til. Det er sikkert godt for den hydrologiske cyklus. Efter et kvarters tid på Interstate15 kørte vi ind i Utah og fandt op til Zion National Park, hvor vi håbede på at finde et sted at sove. Vi kunne ikke umiddelbart finde nogle campsites vi var sikre på var ledige, så vi fandt en parkeringsplads inde i nationalparken, hvor vi ikke kunne finde et skilt der forbød overnatning. Der blev rykket rundt tingene i bilen og vi lagde os til at sove bag i Forden. Kl 0200 vågner vi til den romantiske lyd af en maglite, der banker på ruden og to søvndrukne danske campister kigger ud på to helt friske amerikanske Park Rangers. Pludselig var der tale om to utrolig friske, men også meget uoplyste og dumme turister, som intet anede om reglerne i nationalparkerne. De spurgte os bestemt, hvad det var vi lavede her. Vi prøvede at forklare dem, at vi lige var holdt ind for at sove et par timer inden vi skulle videre, da vi ikke var sikre på om nogle campsites var ledige. De mente dog ikke der var tale om en lur eftersom alt vores bagage lå på forsædet og vi lå i soveposer i bag. Okay, men det var et forsøg værd. Vi fik lidt tøj på og de fik lov at se et flot billede af os begge i vore respektive pas samt nogle registreringspapirer på bilen. Med lidt forklaring samt en tyk dansk accent klarede vi frisag og fik en lille lektion i nationalparkens regler med i købet samt en anvisning til de nærmeste gratis campsites. Fin lille service omend deres lektioner ligger lidt på nogle sjove tidspunkter. Nå, men vi fandt da den gratis campsite der var tale om og fik nogle timers søvn.

Gårsdagen blev tilbragt i Zion National Park. Måske den smukkeste vi har været i indtil nu. Røde, pink og hvide bjergarter aflejret af en fortidsørken for ca. 250 mio. år siden gennemskåret af dybe, lodrette flodkløfter. Vi gik en mil op gennem floden, hvor der bare var en lodret klippevæg på begge sider, men det var ubeskriveligt smukt. Derefter tog vi et meget stejlt hike, som sluttede af med en halv mil på en kam med ca. 400 m. lodret klippevæg på begge sider. Man havde dog en kæde at holde i det meste af vejen. Det eneste positive der er at sige om den slags er udsigten og så det faktum at Simon er mere højdeskræk end mig=) Vi klarede et 4 timers hike på 3 inklusiv 20 minutters snak med nogle flinke amerikanere på toppen samt det obligatoriske floddyp på vej ned. Udmærket. Bilen blev spændt for og vi drønede ud af parken, hvor vi fandt et sted i skyggen til vores trangia og bil. Mad blev konsumeret og vi drønede fra Zion kl. 19.00 lokal tid - 4 timer for sent. Undertegnede var dog i godt kørehumør, så med det samme vi ramte freeway'en skulle der klikkes nogle kilometer ind på triptælleren. Det var dog en umådelig smuk solnedgang over bjergene og vi nåede til Salt Lake City som planlagt. Mission accomplished!

Take care out there!

1 kommentar:

  1. Juhu! Det lyder som om at I nyder livet - og hvilken fortæller! Hils den anden side af Forden.

    SvarSlet