mandag den 30. august 2010

Yellowstone, bamsebjørne og sne

G'day folks

En lille mexi-joint på grænsen mellem Idaho og Washington lægger internet til. Vi bukker ærbødigt.

Nå, men så kom vi jo ud af Salt Lake City, som viste sig at være en by fuldstændig nedsunken i ukritisk religiøs overbevisning. Skræmmende at blive vist rundt af folk på sin egen alder, som aldrig nogensinde har forholdt sig kritisk til noget som helst fordi alle svarene var givet på forhånd. Lad nu det ligge. De hyggede sig lod det til.

Vi ramte endnu engang en interstate og fik kørt Forden til den ægte vildmark: Yellowstone. For Svensen det er cowboyland. En 100x100 km stor park med ubeskrivelige landskaber, enorme vidder og et dyreliv der får en til at overveje om mosebøgerne evt. kunne være den rigtige forklaring. Vi valgte dog at gøre et lille stop lige undefor parken i West Yellowstone, en westernby af karakter. Der skulle provianteres og købes ekstra foring til soveposerne, da vi pludselig var røget ned på frysepunktet om natten - fy for densen. Vi snakkede med en cowboy, som grinede da vi spurgte ham hvor vi kunne købe bjørnebokse. "Bearboxes, hah, this is not cute little black bears, this is grizzlies". Citat fra cowboy: "When a male bear gets up on his back feet you'll pee your pants. If you're out of bear spray, make sure you buy yourself a real good knife and as soon as he stands up, dive in and cut the nutsack". Tak for rådet. Han anbefalede os at gå ned i byens ulve- og bjørnecenter inden vi besluttede os for om det der backcountry camping var noget for os. Det gjorde vi, og det var det ikke. Jeg kan hermed afsløre, at 500 kg hanbjørn, der står på bagbenene og dermed måler 2,40 m ikke ligner en der inviterer på kaffe. Da der tilmed står på visitkortet: "angriber uden varsel og uden grund" blev vi enige om, at det var okay bare at sove på de dertilindrettede campingpladser bag i Forden.

Vi kom knap nok ind i parken inden faunaen sprøjtede rundt om os, som var vi havnet i skroget på selveste Noahs ark. Man kunne gå vulgært tæt på Elks, som er en kronhjort man ikke kan kigge henover ryggen på. Det samme gjaldt bisoner, som man dog ikke følte den samme trang til at komme tæt på, da de er modbydeligt enorme (900-1200 kg.) og en pandebrask, der kunne lave exploreren til en dåse høns i asparges med et enkelt puf. Dette krydret med et efter sigende iltert temperament indbyder ikke just til pardans. De blev betragtet på afstand. Man skulle dog holde godt øje efter mørkets frembrud, da de tilsyneladende også havde luret, at asfalt gør der lettere at forcere store afstande på kortere tid. Nå, men efter et par dage i selskab med diverse hjortedyr, oddere og utallige fugle synes vi det var ved at være tid til at bamsefar stak hovedet ud af busken - altså grizzlyfar forståes. Jeppe gav aftentrækket en chance men uden held. Næste morgen er Simon med på sidelinjen og efter at have dasket lidt rundt i bilen til ufatteligt smukke solopgangsbilleder var vi så småt begyndt at indstille os på, at det måtte vente til British Columbia. Vi vælger dig at give det en sidste chance. Vi holder ind og kiggerten bliver rettet mod en bison, der spankulere rundt i engen på sin klassiske rutebilsagtige facon. En lille klat bagved bisonfar dukker pluselig op i skovbrynet. Jeg følger den med øjnene og føler en hvis spænding bygge sig op. Skikkelsen vralter afsted med hovedet i græsset, hvilket gør den ubestemmelig. Efter nogen tid hæver den dog endelig hovedet og undertegnede kan konstatere at bjørnefar har åbenbaret sig i 11. time. Vi bliver siddende og skiftes til bruge kiggerten. Da den kommer 50 meter tættere på kan man konstatere puklen på ryggen og dermed bekræfte at der er tale om grizzlyfar. yes! Han fortsætter sin vraltende gang hen mod os og stille og roligt kommer flere og flere biler til. Folk hiver deres store linser frem og får skudt nogle billeder. Vi måtte nøjes med at skyde gennem kiggerten, hvilket til vores store forundring faktisk fungerede. Stille og roligt blev det dog unødvendigt med kiggert, da han var på vej i vores retning - spændende. Han vælger dog at krydse vejen mellem de to grupper mennesker der har samlet sig og forsvinder hurtigt ned mod floden på den anden side. 10-15 minutters ren naturfilm og vi endte med at være ca. 70 meter fra bjørnefar, som vi senere blev bekendt med hed Scarface. En 19 år gammel hanbjørn med et enormt ar i højre side af ansigtet. En rigtig kriger. Fed oplevelse. Nå, men så kunne vi jo godt køre, og med et enkelt stop ved Mammoth Hot Springs kørte vi ud af parken i øsende regnvejr - det første regn vi har set siden DK. Kursen var Glacier National Park i Montana på grænsen til Canada.

Efter en nat på en rasteplads i Montana kørte vi ind i Glacier Nationalpark i helt utroligt dårligt vejr. Vi skulle køre igennem parken på Going-to-the-sun-road, som efter sigende er en af verdens smukkeste strækninger. Det så vi dog ikke meget af, da skyerne hang helt nede om ørerne på os. Til gengæld stod vi i august måned i et snedækket landskab i Logan Pass. Meget mærkeligt og vanvittig koldt. Vi lavede et kort hike og så 3 vandfald og kørte så ud af parken igen, da vi intet kunne se pga. tågen/skyerne. Vi fandt en tilfældig skovvej i Montana ved Kootenai-flodens bred og den åbenbarede en helt fantastisk lille lejrplads for os helt nede ved flodens bred. Vi var dog fortsat i bjørneland, så mad og toiletgrej blev hejst 3 meter op i luften for at danne en flot lille uro sammen med en gammel gran. Chili con carnen smagte forbløffende godt og med lidt lokal bryg i dunken kravlede vi til køjs.

Morgenen var fantastisk smuk ved vores lille campsite. Vi sprang i floden som vi var skabt. Et våget stunt, da det efterfølgende går op for undertegnede, at mit håndklæde hænger 3 meter oppe i luften. Her kommer scenariet I formentlig alle har drømt om: En frysende nøgen Jeppe Ågård står i en af hans knap så stolte øjeblikke og forsøger at koordinere sine iskolde fingre til at binde gårsdagens solide knob op for at få sin bagage ned fra et træ. Flot! Nå, men det lykkedes. Vi kom i noget tøj og fik gang i et bål. Havregrød blev tilberedt og espressoen blev brygget på trangiaen og vi var klar til endnu en dag på vejen, som bl.a. byder på en kæmpedæmning i hjertet af washington. Imorgen rammer vi Vancouver og et nyt kapitel starter.

Håber I alle er kommet godt igang med skole igen, jer der gør jer i sådan noget.

Ha' det godt til næste gang chancen for internet dukker op.

1 kommentar:

  1. Hey jeppe. Vil det sige vi er ved at være der hvor vi må undvære bjørnehistorierne??? NO! Det er jo ren underholdning :D Det lyder som om i er mere eller mindre heldige og får alt det med i havde håbet på at opleve. Fedt! Nyd resten af turen og god skolestart til jer begge. Personligt står jeg jo selv midt i det. Jeg havde lykkelig glemt hvor drænende det kan være at læse faglitteratur! Men det er heldigvis spændende :) og en GOD klasse hjælper jo en del på det må man sige! Vi lagde ud med hovedpine á la Peder Wessel-style allerede i sidste uge - og med en festuge i højeste gear i byen, ja så er linien jo ligesom lagt ;) Mor, far og Sine var i øvrigt herovre i søndags hvor vi da lige slog et smut omkring pustervig torv til Tørfisk! Håber du har det rigtig godt. Du er savnet... :) kærlig hilsen fra ditte

    SvarSlet