torsdag den 4. november 2010

Så er det igen tid

Hvis der skulle befinde sig en enkel standhaftig læser i den anden ende med en helt umådelig stor tålmodighed kommer her den længe ventede genopstandelse af VestjydensVildeVesten. Beklager den lange ventetid, men der har lige været en ordentlig flok midterm eksaminer der skulle overstås. Det er gjort og Christine kommer på besøg lørdag, så situationen ser ganske lys ud lige nu.

Jeg synes lige vi skal starte med lidt billeder fra en tur mine gode venner Bager, Knudsen, Chris og Thomas havde til Vancouver Island. Nogle at de gode billeder er desværre ikke blevet overført til min computer af en eller anden årsag, men I får lige et par skud:
 En flok hårde gutter på færgen. Fra venstre er det Bager, Chris, Knudsen og undertegnede
 Efter at have tilbragt natten i Victoria hos nogle a vore venner hjemme fra Geo i København drog vi ud vest på mod Torfino. Man kører igennem tempereret regnskov det meste af vejen når man kommer forbi Nanaimo.
Chris ude i skoven


 I Torfino var der nogle af de flotteste strande jeg har set i mit liv. Vil bare lade de næste par billeder tale for sig selv


 Der var en surf-konkurrence der hedder Cold Water Classic i Torfino netop den weekende, hvor nogle af verdens allerbedste surfere kommer forbi og viser hvad man kan gøre med et surfbræt. Imponerende.
 Der diskuteres taktik. Fra venstre er det Knudsen, Chris og jeg
Sømand stirrer udover havet og får øje på en flyver i det fjerne... 
 Vi gik os en lille tur langs stranden. Vi kom ret tæt på en sortbjørn, men desværre er det nogle af de billeder jeg af den ene eller anden årsag ikke har fået overført (det kan man jo tro på hvis man tør;-P).
 Igen er der vel ikke så meget at tilføje udover at det er møghamrendes pænt
 Knudsen har taget sit fotogene ansigt på
 Enormt lange piskformede tangplanter lå på stranden overalt. Lidt for fristende for en flok drengerøve på tur. Kan informere om at de også fungerer udmærket som pisk. Vi takker Knudsen for røde mærker på låret.

 Arh, jeg fik da vist også ham på anklen en enkel gang=)
Det kan man vist kalde havudsigt. The Pacific Ocean mine damer og herrer
 Chris tager en slapper i solen. Vejret var endnu engang med os. Fantastisk!
 Den knold vi sad på på de forgående billeder
 Vi slog et lille smut ind i højlandet på vejen hjem og fandt dette lækre sted. Jeg tog en dukkert. Ikke synderligt varmt i oktober kan jeg hilse og sige.
 Thomas hev guitaren frem. Good times!
 Chris med lidt lækkeriudsigt i baggrunden
 Vi faldt lige over en sø på vejen tilbage mod Nanaimo. Det var sådan set også et stop værd
 Der synges aftensange ved søen
 Smukt
Og så et stop der næsten er blevet obligatorisk på vejen tilbage fra færgen. Cypress Hill med fantastisk udsigt over Vancouver.

Det var det.

Nu skal vi videre med vores USA-rundtur som efterhånden ligger et par måneder tilbage.

I sidste afsnit var vi vidst lige kørt fra Sequoia National Park og store træer og kørte mod Lake Isabella for at overnatte. Her kommer opfølgeren

 Hurtigt blev landskabet og luften igen tør med spredte buske og gult græs som eneste vegetation

 Det klassiske highway-billede
 En kirke i en lille by ude midt i ingenting.
 Første blik af Lake Isabella. Vi forventede et frodigt sted med høj luftfugtighed, men kom en sø i en ørken.
 Aftensmadsstop. Det blæste helt vildt pga. de vinde som raser gennem den slags dale hver aften når lufmassen køles ned og søger mod lavere områder.
 Kl. 4 om morgenen vågnede vi for at komme til Death Valley inden det blev alt for varmt. Simon faldt hurtigt i søvn igen så det var jo meget heldigt at det var mig der kørte. Her er solen så småt ved at stå op.
 Her er vi i nabodalen til Death Valley. Vi havde håbet at nå helt til Dødens Dal inden solopgang, men vi nåede det desværre ikke helt. Men det der er jo også meget flot.

 Muligvis det billede der skal sælge bilen når vi tager hjem herfra
 Her er klokken ca. 7:00. Skyggerne er stadig lange, men solen gør allerede sit arbejde lidt for godt.
 Eller måske er det her bedre til bilsalget...? Læg mærke til vegetationen, eller manglen på samme.
 Vi kom op over bjergkammen der adskiller de to dale og dette er første kig ned i Dødens Dal. Her er klokken nok ca. 7:30 og temperaturen nærmer sig 32-33 grader i solen (nok ikke mere end 20 i skyggen).
 Morgenmadsstoppet. Bilen blev kørt i skygge, da varmen var ganske ubarmhjertigt for den såvel som os.
 Dalen begynder at fortjene sit navn jo længere ned i dalen vi kommer. Vi kørte jo fra godt 2000 meter på bjerget (vi spiste morgenmad i ca. 1700 m) og så ned i dalen som er under havniveau. Det er altså en markant temperaturstigning bare det at vi bevæger os ned i dalen (ca. 1 grad pr. 100 m).
 Man må håbe de har noget brandværn der er lidt mere tidssvarende
 Vi fandt en ranger station nede i en lille landsby. Med lidt umage vil man kunne se, at Simons ur viser 8:37 og termometeret viser 43 grader. Det er lunt.
 Pga. stærke vinde som dagligt blæser gennem dalen pga. opstigende varm luft blæser alt sandet sammen i indlandsklitter på ganske få steder. Resten af dalen er blæst ren for sand og kun grus og sten ligger tilbage, som i forgrunden af billedet.
 Det ser ud til der er nogle træer der har taget kampen op med den ulidelige varme. Det ser ud til de tabte. Men man kan ikke vide. Biologien i sådan en ørken er enorm interessant. Ufatteligt hvordan arter kan tilpasse sig de mest umulige forhold. I Death Valley får de i gennemsnit noget der ligner 10-20 mm regn om året. Men det behøver ikke at betyde at det regner hvert år, men trods det vil dalbunden formentlig eksplodere i blomstring så snart den første regn falder. Nogle planter kan gennemleve en livscyklus (spiring, blomstring og såning af frø) på ganske få dage.
 Simon på ørkenvandring
 Det er jo ret pænt, og bestemt ikke uinteressant for folk interesseret i geologi og geomorfologi
Undertegnede på ørkenvandring.
 Den samler lidt støv sådan en Ford Explorer.
 Måske er det faktisk det her billede der skal sælge den bil....?
 De har brudt bor-malm i Death Valley i 1800-tallet. Man skibede en flok kinesere ind, som så udover at bryde malmen i 40-50 graders varme skulle behandle det med diverse kemikalier, så man fik udtrukket boren i en væske man så kunne køre i store tanke til byen, hvor man anvendte det i industrien. Hurra for arbejdstilsynet.
 Så kører bussen. Det er svært at forestille sig det har været rigtig behageligt arbejde.
 Den mørke klippe indeholde bor
 Fantastisk hvilke skulpturer naturen skaber, hvis man bare lader den få frit spil og de rigtige betingelser er tilstede.


 Simon i midten af intetheden.
Klipperne har ufattelig mange smukke farver pga. de mineraler der er i dem og bliver eksponeret pga. de ekstreme omstændigheder.
 Tror måske det her er the Highway to Hell

 Igen er der flotte farver


 Kæmpe store saltflader bliver lagt fri når vandet fordamper i varmen. Hele dalbunden er dækket af et hvidt lag salt, som ser sådan her ud når man kommer tæt på.

 Det laveste sted på landjorden i Nordamerika. 85,5 m under havoverfladen.
 Selvom vandet er latterligt varmt og utrolig salt er der fisk der har specialiseret sig i at leve lige præcis i den slags vand. Utroligt hvad naturlig selektion kan gøre.
 Hvis salt nogensinde bliver en mangelvare kan det være jordprisen stiger lidt her, men ellers kan jeg simpelthen ikke se hvad der skulle kunne få den til at stige
 En fighter, man imponeres.
 Enorme saltflader der bare bliver ved og ved. Tror det er svært at få sin hvede til at gro her.
 En forladt Ford
Man kunne jo ikke nære sig. Læg mærke til at Solen næsten står i zenith. Klokken er ca. 12:30 = HOT!!!

Det var alt for denne gang. Håber det kan stille sulten i endnu en uges tid eller to, da jeg nok ikke får gjort meget i det her bloggeri mens Christine er her. Næste gang skal vi en tur til Sin City no. 1: Las Vegas. Det bliver godt. Glæd jer!

Håber alle hygger sig med hvad de end fordriver tiden med.

Her er alt i den skønneste orden. Jeg har haft besøg af mine gode kammerater Søren og Malte hjemmefra i de sidste par uger. De tog hjem i fredags efter nogle herlige dage, som bl.a. bød på whale watching med et udbytte der talte intet mindre end 88 spækhuggere og 2 pukkelhvaler. Det var lige til at holde ud. Nå, men det må jeg lige få dokumeneteret senere med lidt billeder.

Ha' det godt så længe