mandag den 30. august 2010

Yellowstone, bamsebjørne og sne

G'day folks

En lille mexi-joint på grænsen mellem Idaho og Washington lægger internet til. Vi bukker ærbødigt.

Nå, men så kom vi jo ud af Salt Lake City, som viste sig at være en by fuldstændig nedsunken i ukritisk religiøs overbevisning. Skræmmende at blive vist rundt af folk på sin egen alder, som aldrig nogensinde har forholdt sig kritisk til noget som helst fordi alle svarene var givet på forhånd. Lad nu det ligge. De hyggede sig lod det til.

Vi ramte endnu engang en interstate og fik kørt Forden til den ægte vildmark: Yellowstone. For Svensen det er cowboyland. En 100x100 km stor park med ubeskrivelige landskaber, enorme vidder og et dyreliv der får en til at overveje om mosebøgerne evt. kunne være den rigtige forklaring. Vi valgte dog at gøre et lille stop lige undefor parken i West Yellowstone, en westernby af karakter. Der skulle provianteres og købes ekstra foring til soveposerne, da vi pludselig var røget ned på frysepunktet om natten - fy for densen. Vi snakkede med en cowboy, som grinede da vi spurgte ham hvor vi kunne købe bjørnebokse. "Bearboxes, hah, this is not cute little black bears, this is grizzlies". Citat fra cowboy: "When a male bear gets up on his back feet you'll pee your pants. If you're out of bear spray, make sure you buy yourself a real good knife and as soon as he stands up, dive in and cut the nutsack". Tak for rådet. Han anbefalede os at gå ned i byens ulve- og bjørnecenter inden vi besluttede os for om det der backcountry camping var noget for os. Det gjorde vi, og det var det ikke. Jeg kan hermed afsløre, at 500 kg hanbjørn, der står på bagbenene og dermed måler 2,40 m ikke ligner en der inviterer på kaffe. Da der tilmed står på visitkortet: "angriber uden varsel og uden grund" blev vi enige om, at det var okay bare at sove på de dertilindrettede campingpladser bag i Forden.

Vi kom knap nok ind i parken inden faunaen sprøjtede rundt om os, som var vi havnet i skroget på selveste Noahs ark. Man kunne gå vulgært tæt på Elks, som er en kronhjort man ikke kan kigge henover ryggen på. Det samme gjaldt bisoner, som man dog ikke følte den samme trang til at komme tæt på, da de er modbydeligt enorme (900-1200 kg.) og en pandebrask, der kunne lave exploreren til en dåse høns i asparges med et enkelt puf. Dette krydret med et efter sigende iltert temperament indbyder ikke just til pardans. De blev betragtet på afstand. Man skulle dog holde godt øje efter mørkets frembrud, da de tilsyneladende også havde luret, at asfalt gør der lettere at forcere store afstande på kortere tid. Nå, men efter et par dage i selskab med diverse hjortedyr, oddere og utallige fugle synes vi det var ved at være tid til at bamsefar stak hovedet ud af busken - altså grizzlyfar forståes. Jeppe gav aftentrækket en chance men uden held. Næste morgen er Simon med på sidelinjen og efter at have dasket lidt rundt i bilen til ufatteligt smukke solopgangsbilleder var vi så småt begyndt at indstille os på, at det måtte vente til British Columbia. Vi vælger dig at give det en sidste chance. Vi holder ind og kiggerten bliver rettet mod en bison, der spankulere rundt i engen på sin klassiske rutebilsagtige facon. En lille klat bagved bisonfar dukker pluselig op i skovbrynet. Jeg følger den med øjnene og føler en hvis spænding bygge sig op. Skikkelsen vralter afsted med hovedet i græsset, hvilket gør den ubestemmelig. Efter nogen tid hæver den dog endelig hovedet og undertegnede kan konstatere at bjørnefar har åbenbaret sig i 11. time. Vi bliver siddende og skiftes til bruge kiggerten. Da den kommer 50 meter tættere på kan man konstatere puklen på ryggen og dermed bekræfte at der er tale om grizzlyfar. yes! Han fortsætter sin vraltende gang hen mod os og stille og roligt kommer flere og flere biler til. Folk hiver deres store linser frem og får skudt nogle billeder. Vi måtte nøjes med at skyde gennem kiggerten, hvilket til vores store forundring faktisk fungerede. Stille og roligt blev det dog unødvendigt med kiggert, da han var på vej i vores retning - spændende. Han vælger dog at krydse vejen mellem de to grupper mennesker der har samlet sig og forsvinder hurtigt ned mod floden på den anden side. 10-15 minutters ren naturfilm og vi endte med at være ca. 70 meter fra bjørnefar, som vi senere blev bekendt med hed Scarface. En 19 år gammel hanbjørn med et enormt ar i højre side af ansigtet. En rigtig kriger. Fed oplevelse. Nå, men så kunne vi jo godt køre, og med et enkelt stop ved Mammoth Hot Springs kørte vi ud af parken i øsende regnvejr - det første regn vi har set siden DK. Kursen var Glacier National Park i Montana på grænsen til Canada.

Efter en nat på en rasteplads i Montana kørte vi ind i Glacier Nationalpark i helt utroligt dårligt vejr. Vi skulle køre igennem parken på Going-to-the-sun-road, som efter sigende er en af verdens smukkeste strækninger. Det så vi dog ikke meget af, da skyerne hang helt nede om ørerne på os. Til gengæld stod vi i august måned i et snedækket landskab i Logan Pass. Meget mærkeligt og vanvittig koldt. Vi lavede et kort hike og så 3 vandfald og kørte så ud af parken igen, da vi intet kunne se pga. tågen/skyerne. Vi fandt en tilfældig skovvej i Montana ved Kootenai-flodens bred og den åbenbarede en helt fantastisk lille lejrplads for os helt nede ved flodens bred. Vi var dog fortsat i bjørneland, så mad og toiletgrej blev hejst 3 meter op i luften for at danne en flot lille uro sammen med en gammel gran. Chili con carnen smagte forbløffende godt og med lidt lokal bryg i dunken kravlede vi til køjs.

Morgenen var fantastisk smuk ved vores lille campsite. Vi sprang i floden som vi var skabt. Et våget stunt, da det efterfølgende går op for undertegnede, at mit håndklæde hænger 3 meter oppe i luften. Her kommer scenariet I formentlig alle har drømt om: En frysende nøgen Jeppe Ågård står i en af hans knap så stolte øjeblikke og forsøger at koordinere sine iskolde fingre til at binde gårsdagens solide knob op for at få sin bagage ned fra et træ. Flot! Nå, men det lykkedes. Vi kom i noget tøj og fik gang i et bål. Havregrød blev tilberedt og espressoen blev brygget på trangiaen og vi var klar til endnu en dag på vejen, som bl.a. byder på en kæmpedæmning i hjertet af washington. Imorgen rammer vi Vancouver og et nyt kapitel starter.

Håber I alle er kommet godt igang med skole igen, jer der gør jer i sådan noget.

Ha' det godt til næste gang chancen for internet dukker op.

onsdag den 25. august 2010

Salt Lake City... og park rangers

Så fandt vi en af de evigt eftertragtede steder, der smider frit WiFi efter folk der er villige til at købe en kop kaffe af det pågældende foretagende. Og det betyder naturligvis at I skal have en lille update fra det vilde vesten.

Først og fremmest må jeg lige dvæle ved, at vi vågnede op i en nogenlunde behagelig temperatur her til morgen for første gang i en uges tid. AAHHH!!! Vi godtede os lidt idag og blev i køjen indtil halv ni. Lækkerier. Særligt når man vågner op i langt undertøj bag i en Ford Explorer '93 i bjergene øst for Salt Lake City i knap 3000 m. højde. Det er pænt! Nå, men efter at have rost temperaturen et øjeblik skal det naturligvis også nævnes, at der hører en enkel ting med til de lidt nordligere breddegrader; BEARS! Det er jo unægtelig en dejlig skabning, men den gør altså livet lidt besværligt for glade campister uden en bjørneboks i bilen. Og da vi også ankom lidt sent igår (læs 00:30 Mountain time - ja vi har skiftet tidszone) måtte vi jo finde på noget i en fart, som kunne holde bamsefar ude af exploreren, hvor vi havde tænkt os vi skulle sove. Ikke at det ikke kunne være hyggeligt, men no offence bamsefar, der er ikke rigtig plads. Det resulterede i, at vi her til morgen i den nærmeste lysning kunne finde en uro af madkasser, køletasker, toilettasker, ølkasser og andet der kunne tænkes at udsende interessante aromaer, alt sammen hængt op i træerne. Et yndigt syn, der gav anledning til et lille latterbrøl fra morgenstunden. Man tilsyneladende havde bamsefar misset lokkemaden - eller også synes han det var så ynkeligt at han tænkte: at stjæle mad fra de drenge vil svare til at stjæle rullestolen fra en retarderet multihandicappet med muskelsvind. De har det svært nok. I hvert fald kunne vi med største selvtilfredshed og fremskudt brystkasse pakke maden tilbage i bilen efter at have overlevet endnu en nat i bear country. Vi pakkede bilen, som vi efterhånden er blevet ubehageligt gode til, fik tanket lidt havregryn, og kørte til Salt Lake City. Vi skal lige have et enkelt kig på de der mormoner - eller LDS (Latter Day Saints) som er det mere officielle navn. Det findes i øvrigt også i Danmark har jeg erfaret. Der hedder de Jesus Kristi Kirke - De sidste dages hellige. Uden nogen intention om at fornærme eventuelle læsere må jeg indrømme, at de i hvert fald ikke sætter deres lys under en skæppe, men lad nu det ligge.

Nå, men for nu at overholde den strenge kronologi jeg er kendt for i min historiefortælling, vil jeg gå tilbage til sidst: Vegas. Ja, hvad var der med den, nåh jo, vi gjorde et hæderligt forsøg på at forskyde vores døgnrytme ved at spendere to nætter i spillebyens natteliv. Første aften nåede klokken dog kun lige at runde 00.00 inden en 20 timers dag i 45 graders varme hævnede sig ved at lade øjenlågene hænge så enormt, at man faktisk ikke kunne anvende øjnene til det de er tiltænkt: at se med. Så er der jo ikke meget spas - ikke engang i Vegas. Vi vandrede rundt med kraftigt nedsat syn i en times tid og ville ikke rigtig acceptere de faktuelle omstændigheder, men da vi endelig fandt en seng med vores initialer besvimede vi og sov i 10 timer.

Hurra for airconditioning. 17 grader er fisenralme en mere behageligt temperatur at vågne op i end de 42 grader de kunne tilbyde udenfor vinduet. Vi blev naturligvis i køjen indtil kl 1400, hvorefter vi gik en tur ned til The Strip. Nu ved jeg ikke hvor mange der har været i Vegas, men at gå fra Downtown til The Strip er en betinget god idé. SÆrligt fordi vi så også valgte at gå hele vejen ned ad The Strip til Mandalay Bay - og tilbage igen. Da vi senere fik konsulteret geografens altoverskyggende værktøj (læs: kortet) viste det sig at der var 10 km hver vej. Vi snakkede godt nok også om at det var lidt langt - i hvert fald en gåtur der passede dårligt med 45 graders varme og lidt tømmermænd. Nå, men indimellem røg vi naturligvis også ind på alle de der berømte casinoer "bar li' så'n for at slå en smut ne' i æ bar og få sig en øl å en cigar". Imponerende og samtidig grotesk åndssvage bygningsværker. For at nævne et lille udpluk af det der kan opleves, så finder man bl.a. miniudgaver af Venedig, New York og Paris, en 32 etager høj pyramide med en enorm spinx ude foran, guldbelagte bygninger, løve- og tigerhabitater, saltvandsakvarier med hammerhajer og en miniudgave af Lago de Como med 1000 fontæner i. Alt sammen vulgært oplyst og nedkølet til udholdelige temperaturer i ørkenvarmen. Endnu en manifestation af amerikanernes nationalsport: "Hvem kan brænde flest fossile brændstoffer på kortest mulig tid?" Om jeg skal tilbage? Don't count on it. Nå, men vi fandt da et casino med "1$ days". Hot dogs: 1$, beer: 1$, Black Jack: 1$, Shots: 1$. Se så talte vi jo pludselig samme sprog. Simon blev draget af sorte Jacob, som jeg aldrig fik lejlighed til at møde. Det var nu også ligegyldigt, da der jo var kolde Miller Highlife Genuine Brew til 1$, hvilket derimod tiltalte undertegnede. Så blev klokken jo alligevel 0400 inden vi røg i banjen.

Udtjekning kl 1200 blev ligepludselig en udfordring, da vi ikke helt havde opfattet hvor meget vi havde nået at svine vores værelse til. Det lykkedes med lidt forsinkelse, som dog blev ordnet med at par dollars på natbordet til housekeeping. Vi strøg forbi Las Vegas Outlet Mall syd for byen, hvilket skulle vise sig at være en økonomisk dumdristighed. Uden planer om at købe noget som helst kom undertegnede ud derindefra med to par jeans og et par nye vandrestøvler. Hmm, hvor fa'en blev den der rygrad af? Nå, men kl 1700 kørte vi fra Vegas (to timer senere end planlagt) og gled efter proviantering i Mesquite ind i Arizona. Umiddelbart var der ikke noget naturligt skel i landskabet, men statsgrænsen var alligevel utrolig tydelig ved det, at Arizona åbenbart har besluttet sig for at være en landbrugsstat til forskel fra Nevada, som åbenbart ernærer sig fint med prostitution og gambling. Eftersom jordens udgangsmateriale er det samme var der på Arizonasiden opstillet nogle irrigeringsapparaturer (vandingsanlæg) som jeg aldrig har set mage til. Det er sikkert godt for den hydrologiske cyklus. Efter et kvarters tid på Interstate15 kørte vi ind i Utah og fandt op til Zion National Park, hvor vi håbede på at finde et sted at sove. Vi kunne ikke umiddelbart finde nogle campsites vi var sikre på var ledige, så vi fandt en parkeringsplads inde i nationalparken, hvor vi ikke kunne finde et skilt der forbød overnatning. Der blev rykket rundt tingene i bilen og vi lagde os til at sove bag i Forden. Kl 0200 vågner vi til den romantiske lyd af en maglite, der banker på ruden og to søvndrukne danske campister kigger ud på to helt friske amerikanske Park Rangers. Pludselig var der tale om to utrolig friske, men også meget uoplyste og dumme turister, som intet anede om reglerne i nationalparkerne. De spurgte os bestemt, hvad det var vi lavede her. Vi prøvede at forklare dem, at vi lige var holdt ind for at sove et par timer inden vi skulle videre, da vi ikke var sikre på om nogle campsites var ledige. De mente dog ikke der var tale om en lur eftersom alt vores bagage lå på forsædet og vi lå i soveposer i bag. Okay, men det var et forsøg værd. Vi fik lidt tøj på og de fik lov at se et flot billede af os begge i vore respektive pas samt nogle registreringspapirer på bilen. Med lidt forklaring samt en tyk dansk accent klarede vi frisag og fik en lille lektion i nationalparkens regler med i købet samt en anvisning til de nærmeste gratis campsites. Fin lille service omend deres lektioner ligger lidt på nogle sjove tidspunkter. Nå, men vi fandt da den gratis campsite der var tale om og fik nogle timers søvn.

Gårsdagen blev tilbragt i Zion National Park. Måske den smukkeste vi har været i indtil nu. Røde, pink og hvide bjergarter aflejret af en fortidsørken for ca. 250 mio. år siden gennemskåret af dybe, lodrette flodkløfter. Vi gik en mil op gennem floden, hvor der bare var en lodret klippevæg på begge sider, men det var ubeskriveligt smukt. Derefter tog vi et meget stejlt hike, som sluttede af med en halv mil på en kam med ca. 400 m. lodret klippevæg på begge sider. Man havde dog en kæde at holde i det meste af vejen. Det eneste positive der er at sige om den slags er udsigten og så det faktum at Simon er mere højdeskræk end mig=) Vi klarede et 4 timers hike på 3 inklusiv 20 minutters snak med nogle flinke amerikanere på toppen samt det obligatoriske floddyp på vej ned. Udmærket. Bilen blev spændt for og vi drønede ud af parken, hvor vi fandt et sted i skyggen til vores trangia og bil. Mad blev konsumeret og vi drønede fra Zion kl. 19.00 lokal tid - 4 timer for sent. Undertegnede var dog i godt kørehumør, så med det samme vi ramte freeway'en skulle der klikkes nogle kilometer ind på triptælleren. Det var dog en umådelig smuk solnedgang over bjergene og vi nåede til Salt Lake City som planlagt. Mission accomplished!

Take care out there!

søndag den 22. august 2010

Viva Las Vegas

Ohøj alle gæve læsere

Så fandt kareten til spillebyen over dem alle. Det må svagt antydes at moralens forfald har sit hovedsæde lige her midt i ørkenen. Det forekommer mig vanskeligt at forestille mig hvilken tankegang der ligger til grund for at samle så megen ligegyldighed på et og samme sted. Man må give dem at de har fået det anlagt i god afstand fra den omgivende civilisation. Der er INTET omkring dette sted, hvilket bloti endnu højere grad får oplevelsen til at minde om et maleri tegnet af en maniodepresiv Salvador Dali. Nå, men dagen idag skal anvendes til at støtte foretagendet ved bl.a. at køre lidt rutchebane og drikke en enkel pilsner på The Strip. Morgendagen byder på en modbydelig lang køredag gennem ørkenen nordpå mod Salt Lake City, hvor en flok mormoner efter sigende står til offentlig skue. Overreligiøse folk med hatte, seler og flerkoneri - it's a winner!

Nå, men siden San Francisco er der jo sket lidt småting. Vi røg ud af byen mandag efter spisetid og sov et eller andet sted på vejen - altså i siden af vejen bag i Exploreren. om morgenen kørte vi ind i Sierra Nevadabjergkæden og ind i Yosemite National Park. Efter at have fået smækket vores udmærkede "rør-telt" op (en anordning der består af en rørformet Prins Henning som man trækker en snor igennem som bindes til et træ i begge ender) og flyttet alt vores bagage over i bjørnesikrede bokse var klokken blevet halv fem om eftermiddagen, men det havde vi nu ikke tænkt os at lade os slå ud af. Vi begyndte derfor opstigningen til Upper Yosemite Falls og da vi også skulle gå et par kilometer forkert endte det med at blive en 15 km gåtur. Det var sådan set ikke det store problem, men det var mere det der med at de sidste 30 min af nedstigningen skulle tilbagelægges i fuldstændig mørke midt i bjørneland som var knap så tiltalende. Nå men vi klappede hele vejen ned og hjulpet på vej af en enestående fuldmåne kom vi ned til lejren kl 2115. Efter en lækker omgang dåsespecialiteter på trangiaen tilberedt i pandelampens skær daffede vi i køjen.

Næste morgen havde vi besluttet os for at komme hurtigt ud af fjerene for at få påbegyndt opstigningen til Half Dome - en knap 30 km tur. Gårsdagens udskejelser havde dog sat sine spor og vi kom først igang ved 7-tiden, da solen jagede os ud af teltet. 0800 var vi dog på vej op ad stigningen, som vidste sig at være en fantastisk oplevelse. De sidste knap 100 højdemeter blev tilbagelagt, hvor man hiver sig op i kabler af en stort set lodret klippe, men det var bestemt anstrengelserne værd. Udsigten var ubeskrivelig smuk og med en lille lur og frokost på toppen var nedstigningen en spadseretur i parken, som bl.a. bød på en skyller i endnu en flod - en sport vi virkelig har fået smag for.

Nå, men efter endnu en nat med bjørnebesøg pakkede vi bilen og kørte sydpå mod Kings Canyon. Vi var lige nået ud af Yosemite Village, da en noget slukøret Jeppe, der ikke havde fået sin bjørn at se ved dagslys pludselig lyser op, da en bil er stoppet på vejen foran og en mand står udenfor og fotograferer. Og ganske rigtig, lige ved siden af vejen går et pragteksemplar af Ursus Americanis - den sorte bjørn. Vi fik skudt et par billeder og med fornyet mod drejede vi skuden mod syd. Da vi kom ud af skoven steg temperaturen betragtelig og vi kørte ind i en ny type landskab bestående af frugt- og vinmarker og afsvedne vidder lidt ala Sydspanien, inden vi igen kørte op i bjergene og ind i Kings Canyon. Et fantastisk smukt sted med utrolige klippeformationer, der får en geograf/skabsgeolog til at smile veltilpas. Hernæst gik turen sydover til Sequia National Park, som udover breathtaking views byder på verdens største træer. Campen denne nat blev et fantastisk sted langt oppe i bjergene, som vi fik anbefalet af nogle lokale buejægere vi mødte på vejen. Igen måtte vi have vores ting over i bjørnebokse og igen lagde vi os til rette i vores lille primitive telt efter endnu en omgang dåsetryllerier på trangiaen.

Kl. 0400 om morgenen ligger der to unge fyre ude i den amerikanske nåleskov og fryser sindsygt. Vores ånde står krystalklar foran os, men forsøger at tage noget mere tøj på og lade være med at flæbe mens vi ligger og griner højlydt af vores egen elendighed. Vi bliver vækket ved 7-8 tiden af præriehundenes hyl og det er stadig modbydeligt koldt. Med masser af te og en gåtur kommer der dog langsomt liv tilbage i vore jordiske kadavere. Vi får efterfølgende at vide af camp-værten, at det havde været 2 grader om natten. hmm... Nå, men med fornyet mod drager vi videre ud blandt Sequia-træerne. Det største af dem alle, General Shermans Tree, blev opsporet og dokumenteret billedligt og denne nat sov vi ved en sø der hedder Lake Isabella i det sydøstligste Sierra Nevada. Her er landskabet goldt og øde og temperaturen høj, selv om natten.

Alarmen ringer kl. 0400. Jeg får banket liv i min knap så morgenfriske kompagnon og bilen bliver pakket. 0422 ruller vi mod Death Valley i håb om at nå frem inden solopgang. Med lidt små øjne og meget høj countrymusik på radioen kører vi ud gennem de sidste rester af Sierra Nevada med fantastiske stjerner og en næsten fuld måne hængende over os, omend undertegnede var den eneste der var ved bevidsthed på daværende tidspunkt. Vi når til nabodalen til Death Valley, som dog ser næsten tilsvarende ud, inden solen pludselig brager frem over de golde bjerge og stort set i samme sekund hæver temperaturen et par grader. Et helt overdådigt syn. Vi kører ind over bjergkammen til Death Valley og spiser morgenmad kl. 0730, hvor der allerede er næsten ulideligt varmt. Nede i dalen finder vi en ranger station med et termometer. Kl. 0837 om morgenen viste det 43 grader. En scene der får mig til at tænke tilbage på stakkels Ace Ventura inden i et strandet kunstigt næsehorn: NEED AIR!! Men det blev naturligvis kun værre og da vi kl. ca. 13 kører ud af parken er der ca. 48-50 grader. Det mest vanvittige er, at du bare drikker og drikker og sveder og sveder, men du ser stort set aldrig en dråbe vand på din pande. Luften er så knastør at det fordamper øjeblikkeligt fra huden. Syret oplevelse. Men det var fantastisk smukt derinde med enorme saltsøer og mangefarvede klippeformationer og vi var enige om at det bestemt var lidelserne værd. Vi fandt et træ lige udenfor parken, der kunne give lidt skygge mens vi spiste frokost. Vi var dog hurtigt videre igen, da det var ulidelig varmt. Efter at have krydset statsgrænsen til Nevada og kørt igennem verdens formentlig kedeligste by Pahrump kunne man pludselig begynde at ane ørkenluftens sagte visken: Viva Las Vegas. EFter uendelige strækninger af westernfilmsagtige landskaber dukker misfostret pludselig op i det fjerne. Det ser vanvittigt ud ude midt i ørkenen at der pludselig tordner sig overdådige skyskrabere belagt med guld og rutchebaner op. Vi fandt rimelig smertefrit vores hotel og fik i løbet af 5 minutter dækket gulvet til med rent og beskidt tøj i et stort sammensurium, hvorefter den karrygule skjorte, det sorte slips, sølvbrillerne og lædersixpencen blev taget frem. Vegas baby, say hello to the great danes!

to indlæg samme dag... hmm

##Et indlæg fra San Fran som jeg åbenbart ikke fik publiceret##

Jamen sker der ikke noget i Frisco eller hvorfor sidder han foran computeren hele tiden?

Hjemvendt fra Castro, som er bøssekvarteret i en alt andet end homofobisk metropol, trænger man til lige at strække fingrene ud over et tastatur og prøve at overbevise sig selv om at man fortsat er heteroseksuel. Tilsyneladende signalere duoen Ågård/Bager andet når de slentrer ned af en gade med regnbueflag og drags strøet med let hånd til alle sider. Man bliver tjekket ud i hele sin fulde korporlige fremtoning. Det eneste der får i hvert fald én af os til at smile lidt, er at Bager blev tjekket lidt oftere ud end undertegnede. Så må man jo lade være med at tage en matrosstribet trøje, en cowboyskjorte og moderigtige sko+solbriller på=) skovmandsskjorte og ølvom sælger åbenbart ikke helt så godt i den slags kvarterer. Men ingen tvivl om at "as far as everyone else is concerned" var Simon Bager og Jeppe Ågård et flot skandinavisk bøssepar på roadtrip i bedste brokeback mountain stil.

Nå, men vi hookede op med nogle lokale (dog ikke homoseksuelle - rolig mor, og Christine ikke mindst), så lige nu sidder vi hjemme på kammeret og er kravlet i en lidt varmere mondering inden vi skal ud og drikke en enkel pilsner i Friscos latinerkvarter. Det bliver sikkert hyggeligt. Bilen skal dog flyttes klokken 0700 imorgen tidlig, så det bliver nok ikke til whiskyshots og bodytequilaes hele natten.

Som en afsluttende kommentar kan det tilføjes at netop som det nyligt matchede bøssepar rejser sig for at tage sin afsked med Castro kommer to grandvoksne mænd gående med en stor flot hovedbeklædning, men i øvrigt uden en trævl på kroppen. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på den menneskelige fysiologi og dens afhængighed af ens seksuelle orientering, men jeg kan dog ikke undgå at bide mærke i, at undertegnede sad og klaprede tænder og frøs voldsomt i den San Franciskanske eftermiddagsvind - påklædt vel at mærke. Det lod dog ikke til at have nogen effekt what so ever på de to førnævnte mandsskabninger. Der var både til gården og til gaden. Man lærer noget nyt hver dag!

Hvis I nogensinde kommer i nærheden af det her sted skal I svinge forbi. Det er hyl!

søndag den 15. august 2010

San Fran

Hej igen

Hurra for Starbucks og Free WiFi

Så er vi i San Francisco. Efter nogle dage med breath-taking views ned langs stillehavskysten i Oregon og Californien krydsede vi hertil morgen Golden Gate Bridge og er nu i selveste San Francisco. En indtil videre fantastisk by, som varmt kan anbefales. Vi tilbringer de næste par dage her og kører så videre mod Yosemite National Park, hvor vi har en date med nogle sortbjørne og en enkel wapiti.

Hvad ellers? Jo igår midt på dagen, da solen stod højest på himlen lavede Bager og Ågård lige et quick stop på highway 101 stormede ned over en skrænt og hoppede i floden. Første bad i 3 dage. Lækkerier. Ellers er der indtil videre set wapitier (Kronhjortlignende tingester), rådyr, en djævelsk masse rovfugle og grippe samt en hel del roadkills, hvoraf der bl.a. kan nævnes utallige stinkdyr, et par vaskebjørne/grævlinger (det var halvmørkt) og en enkel grip.

Håber stemningen fortsat er høj og I nyder det gode sommervejr, som jeg kan forstå I er velsignet med for tiden :-p

torsdag den 12. august 2010

Seattle igår, Portland idag

Så nåede tomandskaravanen til Portland, Oregon. USA's grønneste storby og efter sigende et hit til en spadseretur... Arh, ved snart ikke. Men det er også det sted med flest mikrobryggerier, og det gør de til gengæld rigtig godt. Kan anbefale Hammerhead Stout fra McMannimens (Rolig mor, jeg har kun købt en halv fadøl). Nu daffer vi vestpå til highway 101 Scenic Pacific Highway i vores tørstige CO2-monster. Det bliver fantastisk flot med solnedgange over The Pacific. Imorgen eller lørdag triller vi ind i Californien, hvor der også bliver plads til lidt strandplaskeri og Søndag morgen rammer vi efter planen SAN FRANCISCO. I hører fra os.

Her er lige et par billeder af møgdyret

tirsdag den 10. august 2010

Ford Explorer 1993 V6, 4.0 L

Så er vi ankommet til Vancouver i god behold og med højt mod. Den første dag er tilbragt i en lejet bil med at tjekke trashede forstæder med skumle bilforhandlere ud, men med et godt resultat. Det medium, som skal fragte d'herre Bager og Ågård rundt i det nordamerikanske landskab er efter utallige auditions blevet valgt til at være en Ford Explorer fra 1993. Det er en V6 4L benzin, så den kører ikke forbandet langt på literen, men har til gengæld en tank på størelse med en Mærsk olietanker. Den lyder også moden. "This one has really got some balls", som sælger begejstret udbrød gentagne gange, da Bager var bag rattet med en livlig højrepote. Der er desværre ingen billeder pt, men det kommer snarest lover jeg. Skal lige have købt batterier til kameraet og et kabel så billederne kan komme ind på labtoppen, men der er jo kun de berømte 24 timer i et døgn, hvoraf kun en del af dem er business hours.

Alt for nu. Pas på bjørnene =)

søndag den 8. august 2010

Lidt Canada memories

Dagen før dagen

Så blev det søndag d. 8. august 2010 og morgendagen byder på en 16 timers rejse til en mindre nordamerikansk provinsby kaldet Vancouver. Det bliver ren dynamit. Håber I har lyst til at følge med og giver mig et horn i siden i tilfælde af at der sker for lidt på bloggen. See you on the other side!