søndag den 22. august 2010

Viva Las Vegas

Ohøj alle gæve læsere

Så fandt kareten til spillebyen over dem alle. Det må svagt antydes at moralens forfald har sit hovedsæde lige her midt i ørkenen. Det forekommer mig vanskeligt at forestille mig hvilken tankegang der ligger til grund for at samle så megen ligegyldighed på et og samme sted. Man må give dem at de har fået det anlagt i god afstand fra den omgivende civilisation. Der er INTET omkring dette sted, hvilket bloti endnu højere grad får oplevelsen til at minde om et maleri tegnet af en maniodepresiv Salvador Dali. Nå, men dagen idag skal anvendes til at støtte foretagendet ved bl.a. at køre lidt rutchebane og drikke en enkel pilsner på The Strip. Morgendagen byder på en modbydelig lang køredag gennem ørkenen nordpå mod Salt Lake City, hvor en flok mormoner efter sigende står til offentlig skue. Overreligiøse folk med hatte, seler og flerkoneri - it's a winner!

Nå, men siden San Francisco er der jo sket lidt småting. Vi røg ud af byen mandag efter spisetid og sov et eller andet sted på vejen - altså i siden af vejen bag i Exploreren. om morgenen kørte vi ind i Sierra Nevadabjergkæden og ind i Yosemite National Park. Efter at have fået smækket vores udmærkede "rør-telt" op (en anordning der består af en rørformet Prins Henning som man trækker en snor igennem som bindes til et træ i begge ender) og flyttet alt vores bagage over i bjørnesikrede bokse var klokken blevet halv fem om eftermiddagen, men det havde vi nu ikke tænkt os at lade os slå ud af. Vi begyndte derfor opstigningen til Upper Yosemite Falls og da vi også skulle gå et par kilometer forkert endte det med at blive en 15 km gåtur. Det var sådan set ikke det store problem, men det var mere det der med at de sidste 30 min af nedstigningen skulle tilbagelægges i fuldstændig mørke midt i bjørneland som var knap så tiltalende. Nå men vi klappede hele vejen ned og hjulpet på vej af en enestående fuldmåne kom vi ned til lejren kl 2115. Efter en lækker omgang dåsespecialiteter på trangiaen tilberedt i pandelampens skær daffede vi i køjen.

Næste morgen havde vi besluttet os for at komme hurtigt ud af fjerene for at få påbegyndt opstigningen til Half Dome - en knap 30 km tur. Gårsdagens udskejelser havde dog sat sine spor og vi kom først igang ved 7-tiden, da solen jagede os ud af teltet. 0800 var vi dog på vej op ad stigningen, som vidste sig at være en fantastisk oplevelse. De sidste knap 100 højdemeter blev tilbagelagt, hvor man hiver sig op i kabler af en stort set lodret klippe, men det var bestemt anstrengelserne værd. Udsigten var ubeskrivelig smuk og med en lille lur og frokost på toppen var nedstigningen en spadseretur i parken, som bl.a. bød på en skyller i endnu en flod - en sport vi virkelig har fået smag for.

Nå, men efter endnu en nat med bjørnebesøg pakkede vi bilen og kørte sydpå mod Kings Canyon. Vi var lige nået ud af Yosemite Village, da en noget slukøret Jeppe, der ikke havde fået sin bjørn at se ved dagslys pludselig lyser op, da en bil er stoppet på vejen foran og en mand står udenfor og fotograferer. Og ganske rigtig, lige ved siden af vejen går et pragteksemplar af Ursus Americanis - den sorte bjørn. Vi fik skudt et par billeder og med fornyet mod drejede vi skuden mod syd. Da vi kom ud af skoven steg temperaturen betragtelig og vi kørte ind i en ny type landskab bestående af frugt- og vinmarker og afsvedne vidder lidt ala Sydspanien, inden vi igen kørte op i bjergene og ind i Kings Canyon. Et fantastisk smukt sted med utrolige klippeformationer, der får en geograf/skabsgeolog til at smile veltilpas. Hernæst gik turen sydover til Sequia National Park, som udover breathtaking views byder på verdens største træer. Campen denne nat blev et fantastisk sted langt oppe i bjergene, som vi fik anbefalet af nogle lokale buejægere vi mødte på vejen. Igen måtte vi have vores ting over i bjørnebokse og igen lagde vi os til rette i vores lille primitive telt efter endnu en omgang dåsetryllerier på trangiaen.

Kl. 0400 om morgenen ligger der to unge fyre ude i den amerikanske nåleskov og fryser sindsygt. Vores ånde står krystalklar foran os, men forsøger at tage noget mere tøj på og lade være med at flæbe mens vi ligger og griner højlydt af vores egen elendighed. Vi bliver vækket ved 7-8 tiden af præriehundenes hyl og det er stadig modbydeligt koldt. Med masser af te og en gåtur kommer der dog langsomt liv tilbage i vore jordiske kadavere. Vi får efterfølgende at vide af camp-værten, at det havde været 2 grader om natten. hmm... Nå, men med fornyet mod drager vi videre ud blandt Sequia-træerne. Det største af dem alle, General Shermans Tree, blev opsporet og dokumenteret billedligt og denne nat sov vi ved en sø der hedder Lake Isabella i det sydøstligste Sierra Nevada. Her er landskabet goldt og øde og temperaturen høj, selv om natten.

Alarmen ringer kl. 0400. Jeg får banket liv i min knap så morgenfriske kompagnon og bilen bliver pakket. 0422 ruller vi mod Death Valley i håb om at nå frem inden solopgang. Med lidt små øjne og meget høj countrymusik på radioen kører vi ud gennem de sidste rester af Sierra Nevada med fantastiske stjerner og en næsten fuld måne hængende over os, omend undertegnede var den eneste der var ved bevidsthed på daværende tidspunkt. Vi når til nabodalen til Death Valley, som dog ser næsten tilsvarende ud, inden solen pludselig brager frem over de golde bjerge og stort set i samme sekund hæver temperaturen et par grader. Et helt overdådigt syn. Vi kører ind over bjergkammen til Death Valley og spiser morgenmad kl. 0730, hvor der allerede er næsten ulideligt varmt. Nede i dalen finder vi en ranger station med et termometer. Kl. 0837 om morgenen viste det 43 grader. En scene der får mig til at tænke tilbage på stakkels Ace Ventura inden i et strandet kunstigt næsehorn: NEED AIR!! Men det blev naturligvis kun værre og da vi kl. ca. 13 kører ud af parken er der ca. 48-50 grader. Det mest vanvittige er, at du bare drikker og drikker og sveder og sveder, men du ser stort set aldrig en dråbe vand på din pande. Luften er så knastør at det fordamper øjeblikkeligt fra huden. Syret oplevelse. Men det var fantastisk smukt derinde med enorme saltsøer og mangefarvede klippeformationer og vi var enige om at det bestemt var lidelserne værd. Vi fandt et træ lige udenfor parken, der kunne give lidt skygge mens vi spiste frokost. Vi var dog hurtigt videre igen, da det var ulidelig varmt. Efter at have krydset statsgrænsen til Nevada og kørt igennem verdens formentlig kedeligste by Pahrump kunne man pludselig begynde at ane ørkenluftens sagte visken: Viva Las Vegas. EFter uendelige strækninger af westernfilmsagtige landskaber dukker misfostret pludselig op i det fjerne. Det ser vanvittigt ud ude midt i ørkenen at der pludselig tordner sig overdådige skyskrabere belagt med guld og rutchebaner op. Vi fandt rimelig smertefrit vores hotel og fik i løbet af 5 minutter dækket gulvet til med rent og beskidt tøj i et stort sammensurium, hvorefter den karrygule skjorte, det sorte slips, sølvbrillerne og lædersixpencen blev taget frem. Vegas baby, say hello to the great danes!

1 kommentar:

  1. haha, love it! :) fantastisk læsestof en ualmindelig kedelig og grå mandag i århus. Fortsat god tur til jer - og hils en mormon, eller noget. KH ditte

    SvarSlet