torsdag den 30. september 2010

Udsigten fra værelset

Hej derhjemme - eller hvor I nu er.

Så blev det torsdag aften her og endnu en uge er ved at være passeret forbi uden man rigtig nåede at opdage hvad der skete. Af en eller anden årsag er vi blevet velsignet med det lækreste sommervejr herovre, så den står dagligt på shorts og 20-22 grader. Herligt. Vi har netop besluttet at gå en tur på Grouse Mountain på søndag, som er det bjerg, jeg sidder og kigger over på fra mit værelse. Det bliver skønt igen at komme lidt ud i naturen. Man har brug for at komme lidt væk fra den her indelukkede campusverden i weekenderne for lige at få et lidt nuanceret billede af verden. Nu hvor jeg nævner min udsigt, så var den primære årsag til dette indlæg egentlig at afsløre denne føromtalte udsigt. Her kommer den:












Der er lidt svingende kvalitet, lidt varierende tidspunkter, overlappende motiver samt endda en smule sne på det sidste billede, men I må jo ganske enkelt kigge på de billeder I kan holde ud, nu når I ikke kan få det "live". Jeg kan sagtens leve med det i hvert fald. Hvis man er kortkiggertypen kan jeg afsløre at det vand jeg kigger ud på er Burrard Inlet, som er den primære indsejling til Vancouver, hvilket forklarer den rimelig frekvente forekomst af skibe. I skrivende stund kan jeg tælle intet mindre end 11 møgstore skibe der ligger og venter på at der bliver plads i havnen. Hvis der er en smule højhuse på nogle af billederne er det Downtown og de træer man kan se i umiddelbar nærhed omgiver huse i den bydel der hedder Kitsilano, som er et af de dyrere kvarterer i Vancouver. Svarer iflg. Knudsen til Rungsted i københavnertermer=)

Nå, jeg vil løbe igen.

Smid gerne en kommentar til nogle af billederne, hvis I har lyst. Det er hyggeligt med lidt interaktivitet=)

Grüzie

1 kommentar:

  1. Ja det er en fuldstændig fantastisk udsigt Jepper. Mange hilsner fra os. mor

    SvarSlet